Kvalicare

Ny e-læring om medicindispensering

Vi har udviklet et nyt og opdateret e-læringsmodul, der sætter fokus på korrekt medicindispensering.
Grafik fra KvaliCares modul om Medicindispensering

E-læring om medicindispensering er målrettet dig, der er autoriseret og udfører medicindispensering til borgere, der får dispenseret tabletter og kapsler. Men kurset kan også benyttes af dig, der skal oplæres eller vedligeholde sin viden på området.

Gennem kurset vil du blive introduceret til forskellige opmærksomhedspunkter, som du skal forholde dig til, når du dispenserer. Derudover vil du blive introduceret til dit ansvar og kompetencer, medicinliste og FMK, risikosituationslægemidler samt, hvordan du kan forebygge medicinfejl og utilsigtede hændelser. E-læringen går altså i dybden med de forskellige opmærksomhedspunkter. Derudover tager den udgangspunkt i relevante cases, der er skrevet ud fra genkendelige situationer og udfordringer inden for dispenseringsopgaven.

Forebyggelse af medicinfejl og utilsigtede hændelser

I medicindispenseringsprocessen har du et ansvar for at arbejde forebyggende. I det nye og forbedrede e-læringsmodul sætter vi derfor fokus på, hvordan du og dine kollegaer kan undgå utilsigtede hændelser under indsatsen. Gennem læring og kompetenceudvikling kan kurset altså være med til at forebygge medicinfejl og utilsigtede hændelser hos medarbejdere, der har dispenseringsopgaver.

Lyder e-læring om medicindispensering som noget for jer?

Hvis kurset er relevant for medarbejderne på din arbejdsplads, så kontakt os gerne. Det er muligt at tilføje jeres egne instrukser, retningslinjer og andet vigtig information, så medarbejderne kan tilgå dem, når de ser e-læringen.

Vi har bl.a. udarbejdet kurset ud fra vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Indholdet er desuden testet af sygeplejersker og andre fagpersoner i kommuner.

Seneste nyheder